BAG OM BØGERNE:

 

NATTENS SANGER
Jeg påbegyndte manuskriptet til Nattens Sanger i juli 2010. Det var før, jeg havde overskud til at åbne en Twilight bog; før jeg kastede mig over True Blood serien, og før jeg slugte Vampire Diaries på dvd. Jeg var hjemmegående mor til to småbørn. Min dag var optaget af praktiske gøremål, og jeg kendte absolut ikke til ordet 'nattesøvn'. Jeg levede i en boble, der gav næring til et sekundært tankeunivers og fik historierne til at vokse med forrygende fart i mit hoved. Til sidst fyldte tankerne så meget, at jeg måtte finde tid til at skrive dem ned, og det blev starten på min karriere som forfatter.
 
Jeg husker stadig den aften, jeg lod mig dumpe ned i mit sofahjørne med min computer i skødet og skrev de ord, der, den dag i dag, stadig indleder Nattens Sanger: "Natten drager mig".
Tusindvis af ord fulgte sidenhen. Ord, der dukkede op i løbet af dagen, dialoger der blev levende og udviklede sig i mine tanker. Nattens Sanger blev skrevet med et barn på armen og et barn på mit knæ. Den blev skrevet med den ene hånd på tastaturet, mens den anden hånd rørte i gryderne; men mest af alt blev historien skabt i de stille nattetimer.
 
Jeg skrev ikke med tanke på udgivelse. Jeg skrev for min egen skyld, og fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg skrev, fordi ordene gjorde trætheden udholdelig, og fordi de helede sorgen over at have mistet min bedste veninde til en kræftsygdom.
Først da jeg stod med det færdige manuskript i hånden og indså, at jeg faktisk havde skrevet en historie af fuld boglængde, begyndte jeg at undersøge mulighederne for udgivelse. Jeg havde tilbragt en masse tid sammen med mine figurer og følte, at de fortjente at leve uden for min computer - heldigvis var der andre, der var enige.
 
Ideen til Nattens Sanger havde beskæftiget mine tanker i årevis. Allerede som teenager fyldte spørgsmålet om skæbnen, og eftersom jeg også var optaget af myten om vampyrer, var det nærliggende for mig at sammenføje de to.
 
Skæbnetanken fascinerer mig, og mytologien bag er ganske interessant. I den nordiske mytologi finder vi de tre skæbnegudinder, der sidder under verdenstræet og spinder de levendes livstråde og klipper dem til. I den græske mytologi finder vi ligeledes tre skæbnegudinder, som spinder, udmåler og klipper menneskes livstråd.
Så er der en mening med alting? Er menneskets vilje og handlinger bestemt af årsager, vi ikke selv er herre over, eller skaber vi vores egen skæbne?
 
Vampyrernes væsen tvivlede jeg derimod aldrig på. De skulle ernære sig af menneskeblod og være frataget menneskelige følelser. Dog skulle vampyren være i stand til at genkende følelsesmæssige reaktioner fra sit menneskeliv og være et rationelt tænkende væsen. Vampyrernes natur skulle endvidere kunne forklares i logikken. Jeg kan udmærket se det interessante ved at lade vampyrer sove i kister i dagtimerne, men hvorfor det skal være nødvendigt for dem at have et søvnbehov overhovedet, kan jeg ikke finde en holdbar forklaring på. Ligeledes virker sølvmyten heller ikke logisk for mig. Kan vampyrer, der er immune overfor al sygdom, blive ramt af en allergisk reaktion?
 
Hovedpersonen Victoria var den nemmeste figur at skabe. Hun er ganske enkelt bygget op omkring mig selv. Ikke at jeg ser verden gennem Victorias øjne, men hendes følelsesmæssige reaktion er ikke fjern fra min egen. På mange områder tænker Victoria som jeg, hun taler som jeg og reagerer på sin omverden, som jeg forestiller mig, at jeg ville gøre det.
Min sindsstemning påvirkede således Victorias rejse, og ud fra denne fik handlingen og interaktionen mellem figurerne sin dynamik.
 
Hvor Victoria, Lucas og Alexander var ret tydelige for mig fra historiens begyndelse, blev det øvrige persongalleri skabt løbende. Figurerne blev, sammen med deres navne, simpelthen opfundet efterhånden som historien krævede dem.
Hovedpersonernes navne var dog heller ikke fastlagte fra begyndelsen. I lang tid hed de bare 'han' og 'hun', men i mangel af bedre forslag, besluttede jeg at anvende de navne, der står mit hjerte nærmest - nemlig mine børns navne.
Her opstod så ideen til navnebetydning i relation til skæbnen. Jeg kendte betydningen af Victoria og Alexander , og eftersom det øvrige persongalleri hver især har deres rolle at udfylde, bevægede jeg mig ud i navneforskning. Som regel blev figurernes budskab klart for mig før navnet, og ind imellem var det en udfordring at finde navne, der både kunne bære budskabet og samtidig var passende for figuren. 
 
Den egentlige handling var ikke gennemtænkt på forhånd. Jeg havde et ret sikkert billede af, hvordan Nattens Sanger skulle tage sin begyndelse, og jeg vidste nøjagtig, hvordan historien skulle ende, men selve plottet og de tråde, der blev spundet og samlet undervejs, opstod løbende - som et puslespil der skal lægges én brik ad gangen.
 
Det tog mig godt tre måneder at skrive hver del af Nattens Sanger, men med arbejdstid til redigering, omskrivning, korrektur og alt, hvad det færdige resultat har krævet, er arbejdstiden nok nærmere 1 år pr. bog.
 
Selve titlen, Nattens Sanger, var noget af det sidste, jeg fastslog. Undertitlerne Besat, Skæbne og Følelse var oplagte valg og blev fastsat i begyndelsen af hvert manuskript, men jeg manglede en titel, der kunne binde de tre bøger sammen. Nattergalen blev afgørende for mit valg. Den lille fugl flyver med os fra bog til bog og har sin helt egen betydning for historien. Nattergalen er for mig blevet et symbol på bøgernes sjæl.
 
Nattens Sanger er Victorias historie. Bøgerne skal læses med metaforiske øjne - fantasy med et poetisk udtryk. Det er sådan, jeg holder af at skrive, og det er sådan, jeg fortæller mine historier bedst.
 
Bogomslagene til Nattens Sanger trilogien:
Omslagene til Nattens Sanger trilogien er tegnet og opsat af mediegrafiker Therese Buch-Andersen. Det var meget vigtigt for mig, at omslagene skulle give et enkelt og præcist billede af historien og samtidig være en nøjagtig gengivelse af de billeder, der eksisterer i mit hoved. Det lykkedes! Therese har uhyggeligt eksakt ramt mine visioner - nemlig billederne af Victoria i skoven i selskab med nattergalene.
Omslaget til Besat gengiver således Victoria alene i skoven ... men er hun faktisk alene? Lurer nogen eller noget på hende, og hvad skjuler sig i lyset mellem træerne? Den blåviolette farve er mystisk og kølig, og nattergalen betragter hende fra sin plads på titlen.
På omslaget til Skæbne har Victoria nattergalen i sine hænder, mens hun ser den i øjnene. Hun bærer altså skæbnen i sine hænder og erkender den. Den røde farve er på én gang uhyggelig og romantisk og har stor betydning for historien. Nattergalen er fløjet med fra Besat og sidder afventende på titlen.
Omslaget til Følelse samler farverne fra Besat og Skæbne i lyset omkring Victoria. Men endnu en farve er repræsenteret. Omgivet af håbets grønne farve ser Victoria op mod en nattehimmel fyldt med stjerner. Oven over hende er de to nattergale blevet forenet på bogens titel.
Mystik, uhygge og håb ... de tre temaer der danner bøgernes klangbund, og som følger Victoria på hendes rejse gennem fortællingen. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
MÅNENS BØRN  
Jeg skrev manuskriptet til Månens børn i slutningen af 2012, mens jeg stadig arbejdede på Nattens Sanger. Det kriblede i fingrene for at skrive om varulve, og jeg havde fået en indskydelse til en historie, der involverede et sammenhold mellem to brødre. Titlen, Månens børn, havde længe figureret i mit baghoved, og ordene havde fået en masse spændende associationer til at vokse frem. Som i mine øvrige historier var der ikke meget, der var gennemtænkt på forhånd, men når jeg først kommer i gang med at skrive, sætter dominoeffekten ind, og så skriver historien faktisk sig selv.
 
Hovedpersonen Stella og hendes karakter var meget usikker for mig i begyndelsen. Hvor gammel skulle hun være? Hvor selvstændig? Hvor aktiv? Og måske var det i virkeligheden usikkerheden, der var afgørende for mit valg af hendes fremstilling.
Månens børn er skrevet i 1. person, hvilket betød, at jeg måtte krybe helt ind under huden på Stella og se verden med hendes øjne. Hendes opvækst og tankeverden har ikke mange paralleller til mit eget liv, men dybest set handler Månens børn om at vokse op og blive selvstændig - klassisk teenagerproblematik, hvor modning og løsrivelse er emner, som de fleste kan forholde sig til.
 
Stellas følelsesliv er meget stormfuldt, og hun lever langt mere i følelserne end i logikken. Hun er en forvænt og passiv person, der er vant til at have en autoritetsfigur, at læne sig op ad - samtidig vil hun gerne leve på sine egne betingelser og selv bestemme over sin tilværelse.
 
Andrew og Thomas' figurer var langt mere simple for mig at skildre, og jeg tvivlede aldrig på deres plads i historien. Deres modsætninger skulle skabe en dynamik i trepartsdramaet, og samtidig skulle deres sammenhold være bærende for historien.
Uanset om man bryder sig om Thomas og Andrew eller ej, kan de fleste sikkert nikke genkendende til Stellas følelser for brødrene. Som teenager er det svært at gennemskue, hvem der er den rette person for en, når der er flere gode kandidater, men man mangler livserfaring at sammenligne ud fra. For at komplicere historien yderligere opstod ideen om Stellas graviditet. For mig var det den følelsesmæssige nemmeste del at forholde sig til, selv om Stellas oplevelse er af en noget anden karakter end min egen.
 
Bryan opstod faktisk først langt inde i skriveprocessen. Jeg manglede en figur, der kunne trække Stella ind i Kredsen, og samtidig tydeliggøre skellet mellem varulvens menneskelige side, hvor handlinger og beslutninger er styret af følelser og fornuft, og den dyriske side, hvor varulven er underlagt instinkter. Samtidig er Bryan med til at få Stellas moderkærlighed til at fremstå stærkere, da hun trods alt vælger at tilsidesætte sine følelser for at beskytte barnet.
 
Historiens øvrige persongalleri var nærmest uundgåeligt. Da jeg først havde fastsat Stellas alder, gav resten faktisk sig selv. Der skulle være nogle forældre og en onkel, der kunne være stedfortræder. Der skulle være en veninde og kærligheden til en udvalgt ven. Og så skulle Stella bruge en omsorgsfigur i forbindelse med sin graviditet.
 
Historiens åndelige dimension blev først rigtig klar for mig, da jeg skrev de sidste kapitler. Og således endte det også med, at bogen fik en uventet slutning ...    
 
Bogomslaget til Månens børn:
Omslaget til Månens børn er opsat af mediegrafiker Tine Wichmann. Billedets komponenter danner ikke en eksakt scene fra bogen, men er i deres sammensætning tænkt som værende stemningsgivende. En historie om varulve kræver som regel sin afbildning af månen og ulven, der hyler op imod den, men for Månens børn kan ulven lige så godt være hunden Bella og samtidig fungere som Stellas skygge - som et symbol på hovedpersonens dyriske hemmelighed.
Jeg ønskede omslaget som et foto af et landskab, der kunne være taget næsten hvor som helst i verden. Månens børn udspiller sig ikke i et eventyrunivers. Handlingen foregår i den verden, vi kender, og bogens omslag skulle derfor være autentisk.
Farverne er brune og gyldne - dystre og drømmende, som de tanker der følger Stella gennem bogen.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
SKYGGESIDER

’Har du nogensinde forvekslet drømme med virkelighed?’ Det var ordene, der gentog sig i mit hoved, da jeg i foråret 2015 skrev manuskriptet til Skyggesider. Ord der dannede grundlag for historiens handling og som efterhånden blev slogan for den færdige bog.

 

For hvor skarp er egentlig grænsen mellem vores drømmeverden og det faktuelle liv? Og hvilke sider af vores personlighed afspejles i drømmene?

 

Drømmetydning beskrives i Sigmund Freuds psykoanalyse, som koncentrerer sig om forståelsen af drømmene i relation til oplevelser i barndommen. Carl Gustav Jungs dybdepsykologi koncentrerer sig mere om drømmenes mening for fremtiden, men specielt Jungs skyggeteori gav mig stof til eftertanke og blev omdrejningspunktet for min historie. Teorien beskriver ’skyggen’, som kendetegner de sider af personligheden, mennesket ikke vil vedkende sig og manifesterer sig som ubevidste handlinger, følelser og væremåder, der ikke er forenelige med samfundets normer. Med udgangspunkt i skyggen som dybdepsykologisk begreb skabte jeg de karaktertræk, som udgør vores hovedperson Tricia.

 

Tricias indre kamp og fornægtelse kommer ikke kun til udtryk i drømmene. Også i det vågne liv præger skyggerne hverdagen. I et forsøg på at opnå kontrol over sit følelsesliv lever Tricia med en spiseforstyrrelse. Anoreksien danner ikke temaet for historien, og sygdommen beskrives ej heller i detaljer, men den er medvirkende til at skildre de store forandringer, Tricia gennemgår i fortællingen.

 

Katolicisme spiller en væsentlig rolle i historien, og min viden om trosretningen og den katolske kirke krævede grundigt forarbejde. Også de astronomiske forklaringer om nordlys, og de fysiske og kemiske fakta om euforiserende stoffer blev indhentet via research.

 

Historiens persongalleri tjener hver især til fremstillingen af Tricia. Jeg tror, at mange kan identificere sig med Tricias familiære forhold. Kærligheden og bekymringerne for sønnen Silas, det hårdtprøvede forhold til manden Steven og hverdagens forjagede udfordringer. Ligesom Tricias relation til veninden Maria, vennen Daniel og chefen på jobbet belyser forhold, som mange sikkert kan genkende.

 

Den dæmoniske vinkel var temaet fra begyndelsen, men ideen voksede samtidig med den religiøse research. De syv dødssynder er hver tilknyttet en fysisk form, en dæmon, der forstærker effekten af selve synden, og da det var min hensigt at en dæmonisk magt skulle bidrage til suspensen, var de syv dæmoner oplagte valg. Men hvor dødssyndens dæmon repræsenterer et selvstændigt åndsvæsen, findes det dæmoniske også i mennesket. Sammenholdt med skyggeteorien kunne jeg således arbejde med en dæmonisk dimension både i Tricias indre kamp, men også i de omstændigheder der skaber historiens plot.

 

Jeg brugte omkring tre måneder på at skrive manuskriptet til Skyggesider, og historien er den første, jeg har skrevet som 3. person fortælling.

Skyggesider er dark fantasy i et nervepirrende psykologisk spil. Historien roder med din virkelighedsopfattelse og efterlader dig måske med spørgsmålet: Hvor stærk er min egen vilje til selverkendelse?

 

Bogomslaget til Skyggesider

Nordlyset krævede sin plads på omslaget til Skyggesider. Betagende og smukt, men samtidig giver det anledning til en følelse af mystik og magiske kræfter. De grønne og røde farver har stor betydning for historien og er i virkeligheden farver, der har en central rolle i vores samfund. Alle er vi opdraget i tanken om de to farvers diametrale modsætning. Hvor grøn repræsenterer ’det tilladte’, er rød ’det forbudte’. Grøn er ’ja’, rød er ’nej’. Grøn er progressiv, rød er farlig. Også i Skyggesider har nordlyset samme indflydelse, om end betydningen er af dæmonisk karakter.

 

Kvindeansigtet er rammende for historien. Det intense blik, der på én gang drager og vækker en urolig følelse, er en nøjagtig visuel tolkning af Tricias oplevelser. For mig er det næsten som at se ind i bogen uden at læse ordene. Hvad ser du?

 

På bogens bagside er det astronomiske symbol for solen repræsenteret. Solen har en central rolle i fortællingen, og symbolet er gengivet mange steder i bogen. Også øjet på bogens forside kan give association til solsymbolet. Den sorte ring rundt om iris sammen med pupillen danner en cirkel med prik i centrum. 

Med lys skabes skygger. Som dem vi ser ved bogens titel. Mørke silhuetter der måske skjuler en gådefuld sandhed …     

 

Omslaget til Skyggesider er designet af mediegrafiker Danielle Finster.

 
 

 

 
 
 
 
 
 
SJÆLEVÆRT

Sjælevært er en spøgelseshistorie. En paranormal romance med mystik og spænding der berører temaer som ensomhed, kriminalitet, reinkarnation, døden, sjælen og kærlighed. Historien bygger på fænomenet ’night terror’, der er en søvnforstyrrelse som rammer mindst 10 % af alle børn i alderen 1-12 år, og som forårsager søvngængeri og følelser af rædsel og skræk. Årsagen til night terror er ukendt. Teorier peger på en umodenhed i barnets centralnervesystem eller en sarthed i hjernen, der komplicerer skiftet mellem søvnens faser. Andre teorier peger på følelsesmæssig stress. Min teori er SPØGELSER!

 

Jeg fik ideen til Sjælevært da min egen datter var plaget af night terror i perioder over fem år. Nat efter nat blev vi vækket af skrig, usammenhængende tale og søvngængeri. I begyndelsen troede vi, at hun havde mareridt, men til forskel fra mareridt huskede hun intet om anfaldene den næste morgen og blev meget forvirret hvis hun blev vækket midt i et anfald. Forskellen på night terror og mareridt er netop at barnet ikke erindrer drømmen efterfølgende og ikke er bevidst om situationen, hvis man forstyrrer, mens de er i tilstanden.

 

Bekendtskabet med night terror satte gang i fantasien. Jeg havde mange forestillinger i de år, jeg sad om natten ved min datters seng og betragtede hende i night terrorens magt. Tanken om spøgelser voksede ... Hvad nu hvis nogen prøvede at komme i kontakt med mig gennem min datter? Hun så tydeligvis noget som jeg ikke kunne se. Talte med nogen som ikke var der. Eller var de? Efterhånden blev tankerne til en historie som nu er blevet en bog ... 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

IZOLA

IZOLA fik sin begyndelse da jeg studerede et nærbillede af et snefnug. Sne har altid fascineret mig. Det æstetiske ved hver enkelt fnug, en perfektion skabt af naturen ud af vand, kulde og et mikroskopisk støvkorn. Småt og skrøbeligt, rent og smukt, men alligevel farligt ...
Forestillingerne om Falkiens landskab stod tydeligt på min nethinde før historiens egentlige begyndelse. Sneen, bjergene og skovene. Dyrene som lever der. Havet som omgiver øen. Solen. Fuldmånen ... billeder som efterhånden skabte ideen om den eventyrlige tilgang til historien.
Og som i alle eventyr skulle IZOLA have et slot. Med en konge og dronning, deres søn og en smuk ung pige. Der skulle være hvide heste, regnbuer og magi. Og kampen mellem det gode og det onde.
Men eventyret skulle også have en fremtrædende dyster side.
Bag billederne af det smukke rige voksede hovedpersonen frem. I kontrast til Falkiens skønhed skabte jeg Izolas virkelighed. Hendes opvækst og leveforhold tegnede sig hurtigt, ligesom hendes udseende og temperament, men det tog længere tid for mig at forstå Izolas sind.
Hvad tænker en 19-årig pige som pludselig mister sin mor? Hvordan håndterer hun sorgen? Hvilken betydning har opvæksten for Izolas evne til at mestre fremtiden?
Overvejelserne var mange, men også afgørende for det øvrige persongalleri: familien, bedstevennen Casper, moren Mai og morens veninde Olivia.
Mais person byggede jeg langsomt op. Mystikken der opstår omkring hende voksede også løbende for mig. Til tider opfattede jeg Mai som vigtigere for historien end vores hovedperson. Historien ville slet ikke eksistere uden Mai.
Men hvor Mais død og Izolas bearbejdelse af sorgen grundlægger historiens tematik, er Falkien den egentlige kulisse for fortællingen. En parallel dimension der på én gang fungerer som fængsel og tilflugtssted.
Izola har brug for Falkien, og Falkien har brug for Izola, og bag den umiddelbare skønhed skulle der gemme sig en barsk sandhed.

Upirerne opstod på baggrund af min interesse for vampyrmytologi. Østeuropæiske folkesagn beskriver upiren som – i modsætning til den normale vampyr – kan færdes i dagslys og ikke brænder i solen.
Upiren har større appetit på blod og spiser offerets hjerte. Den transporterer sig ofte på hesteryg og kan i nogle tilfælde besidde dyrenes egenskaber. Mennesker som havde frasagt sig troen på Gud og blev begravet uden for hellig jord, genopstod som upirer, og de blev anset for at være Djævlens tjenere.
Ud fra upirmyten skabte jeg ikke kun Falkiens samfund, men også den evne som tillader enkelte individer af forene sig med dyr. Det var vigtigt for mig at beskrive upiren som et unikt væsen der ulig vampyren ikke fremstår som alment kendt.
Falkiens befolkning skulle ligeledes kommunikere med hinanden via deres helt eget sprog. Det internationale kunstsprog esperanto blev for alvor interessant da jeg lavede research.
Esperantos oprindelse og sammensætning af forskellige sproglige islæt gjorde sproget særdeles velegnet til Falkiens samfund der består af individer fra alle verdens egne. Esperantoforeningen for Danmark var behjælpelig med bogens oversættelser.

 

For mig var noget af det mest spændende beskrivelsen af Izolas person og tanken bag hendes evne til at manipulere vand.
I begyndelsen byggede Izolas evne mest på ønsketænkning. Forestil dig at kunne se vand helt ned på molekyleplan. De muligheder som ville opstå hvis du kunne få molekylerne til at arbejde for dig blot med viljens kraft. Forestil dig at kunne se det æstetiske ved hvert eneste snefnug, men samtidig besidde det smukkeste våben ...

 

Som i de fleste eventyr er skønheden i IZOLA også farlig, og magien har konsekvenser. Izolas evne udviklede sig hurtigt til at blive et af de vigtigste omdrejningspunkter for fortællingen, men hendes evne skabte også moralske overvejelser: Skal Izola anvende sit våben bare fordi hun kan?

 

Falkiens fem søjler er i sig selv magiske. Visuelt skabte jeg søjlerne i mit hoved før opbygningen af selve byen. Som en mægtig energikilde skulle søjlerne være livgivende for Hjertet, men samtidig skulle deres skønhed være underlagt en mystik og utilgængelighed som kunne give historien en spændingsgivende drejning.

 

For mig har IZOLA budt på mangfoldig research.
Jeg har arbejdet med sorg og krise. Studeret sne og vand. Læst om bjørne, ulve og rensdyr. Trukket på min egen erfaring med heste. Stiftet bekendtskab med østeuropæiske folkesagn og et sprog som jeg ikke kendte. Skabt en verden ud af billederne i mit hoved og leget med fysikkens love. Alt sammen på baggrund af min fascination. Af et enkelt og alligevel så uendeligt kompliceret snefnug.

 
 
 

© 2013-2019 Christina Bonde