Christina Bonde

BAG OM IZOLA

IZOLA fik sin begyndelse da jeg studerede et nærbillede af et snefnug. Sne har altid fascineret mig. Det æstetiske ved hver enkelt fnug, en perfektion skabt af naturen ud af vand, kulde og et mikroskopisk støvkorn. Småt og skrøbeligt, rent og smukt, men alligevel farligt ...
Forestillingerne om Falkiens landskab stod tydeligt på min nethinde før historiens egentlige begyndelse. Sneen, bjergene og skovene. Dyrene som lever der. Havet som omgiver øen. Solen. Fuldmånen ... billeder som efterhånden skabte ideen om den eventyrlige tilgang til historien.
Og som i alle eventyr skulle IZOLA have et slot. Med en konge og dronning, deres søn og en smuk ung pige. Der skulle være hvide heste, regnbuer og magi. Og kampen mellem det gode og det onde.
Men eventyret skulle også have en fremtrædende dyster side.
Bag billederne af det smukke rige voksede hovedpersonen frem. I kontrast til Falkiens skønhed skabte jeg Izolas virkelighed. Hendes opvækst og leveforhold tegnede sig hurtigt, ligesom hendes udseende og temperament, men det tog længere tid for mig at forstå Izolas sind.
Hvad tænker en 19-årig pige som pludselig mister sin mor? Hvordan håndterer hun sorgen? Hvilken betydning har opvæksten for Izolas evne til at mestre fremtiden?
Overvejelserne var mange, men også afgørende for det øvrige persongalleri: familien, bedstevennen Casper, moren Mai og morens veninde Olivia.
Mais person byggede jeg langsomt op. Mystikken der opstår omkring hende voksede også løbende for mig. Til tider opfattede jeg Mai som vigtigere for historien end vores hovedperson. Historien ville slet ikke eksistere uden Mai.
Men hvor Mais død og Izolas bearbejdelse af sorgen grundlægger historiens tematik, er Falkien den egentlige kulisse for fortællingen. En parallel dimension der på én gang fungerer som fængsel og tilflugtssted.
Izola har brug for Falkien, og Falkien har brug for Izola, og bag den umiddelbare skønhed skulle der gemme sig en barsk sandhed.

Upirerne opstod på baggrund af min interesse for vampyrmytologi. Østeuropæiske folkesagn beskriver upiren som – i modsætning til den normale vampyr – kan færdes i dagslys og ikke brænder i solen.
Upiren har større appetit på blod og spiser offerets hjerte. Den transporterer sig ofte på hesteryg og kan i nogle tilfælde besidde dyrenes egenskaber. Mennesker som havde frasagt sig troen på Gud og blev begravet uden for hellig jord, genopstod som upirer, og de blev anset for at være Djævlens tjenere.
Ud fra upirmyten skabte jeg ikke kun Falkiens samfund, men også den evne som tillader enkelte individer af forene sig med dyr. Det var vigtigt for mig at beskrive upiren som et unikt væsen der ulig vampyren ikke fremstår som alment kendt.
Falkiens befolkning skulle ligeledes kommunikere med hinanden via deres helt eget sprog. Det internationale kunstsprog esperanto blev for alvor interessant da jeg lavede research.
Esperantos oprindelse og sammensætning af forskellige sproglige islæt gjorde sproget særdeles velegnet til Falkiens samfund der består af individer fra alle verdens egne. Esperantoforeningen for Danmark var behjælpelig med bogens oversættelser.

For mig var noget af det mest spændende beskrivelsen af Izolas person og tanken bag hendes evne til at manipulere vand.
I begyndelsen byggede Izolas evne mest på ønsketænkning. Forestil dig at kunne se vand helt ned på molekyleplan. De muligheder som ville opstå hvis du kunne få molekylerne til at arbejde for dig blot med viljens kraft. Forestil dig at kunne se det æstetiske ved hvert eneste snefnug, men samtidig besidde det smukkeste våben ...

Som i de fleste eventyr er skønheden i IZOLA også farlig, og magien har konsekvenser. Izolas evne udviklede sig hurtigt til at blive et af de vigtigste omdrejningspunkter for fortællingen, men hendes evne skabte også moralske overvejelser: Skal Izola anvende sit våben bare fordi hun kan?

Falkiens fem søjler er i sig selv magiske. Visuelt skabte jeg søjlerne i mit hoved før opbygningen af selve byen. Som en mægtig energikilde skulle søjlerne være livgivende for Hjertet, men samtidig skulle deres skønhed være underlagt en mystik og utilgængelighed som kunne give historien en spændingsgivende drejning.

For mig har IZOLA budt på mangfoldig research.
Jeg har arbejdet med sorg og krise. Studeret sne og vand. Læst om bjørne, ulve og rensdyr. Trukket på min egen erfaring med heste. Stiftet bekendtskab med østeuropæiske folkesagn og et sprog som jeg ikke kendte. Skabt en verden ud af billederne i mit hoved og leget med fysikkens love. Alt sammen på baggrund af min fascination. Af et enkelt og alligevel så uendeligt kompliceret snefnug.